Forfatter: Ole Hasselbalch
Kosovo – set i bagklogskabens skærende klare lys …
I dag d. 24/3 er det 7-årsdagen for starten på Kosovo-krigen. Forhandlingerne om områdets endelige status er begyndt.
Det blev ikke til det multietniske samfund, de vestlige ledere talte om. Status i dag er, at serberne stort set er fortrængt fra provinsen. Bortset fra omkring 100.000, som lever i konstant fare, er de smidt ud eller myrdet. Gamle kristne kirker og kulturmonumenter er systematisk blevet ødelagt.
Det var til at forudse. Der var et særdeles tyndt grundlag for at opgive 350 års dansk sikkerhedspolitik.
Vi optrykker en 7 år gammel, men i kraft af udviklingen højaktuel kronik:
Jyllands-Postens kronik 26/3 1999:
Tyndt grundlag for dansk krigsdeltagelse
Ole Hasselbalch
Danmark har nu delagtiggjort sig i et militært angreb på Serbien. Dermed har Folketinget brudt med principper, som ellers var dansk udenrigspolitik i flere hundrede år, og hvoraf et lille lands eksistens er helt afhængig.
Den westfalske Fred, der afsluttede 30års-krigen, indebar et forbud mod indblanding i andre landes religionsforhold. Gradvis udviklede ikke-indblandingsordningen sig til et generelt folkeretligt forbud mod fysisk magtanvendelse suveræne stater imellem. I statutten for den internationale militærdomstol i Nürnberg efter 2. verdenskrig, art. 6, a, omtales f.eks. “forbrydelser mod freden”. De defineres som planlægning, forberedelse iværksættelse eller gennemførelse af angrebskrig eller krig i strid med internationale traktater eller deltagelse i en fælles plan eller sammensværgelse til fuldbyrdelse af sådanne handlinger.
I dag hedder det i FN-pagtens art. 2, stk. 4: “Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål” (mine udhævelser).
Undtagelserne fra ikke-indblandingsprincippet er få og små:
FN kan selv bruge magt over for en stat, der begår fredsbrud over for andre stater, eller som truer hermed. Men det kræver stormagternes enighed i sikkerhedsrådet, samt at alt andet viser sig frugtesløst (FN-pagtens art. 42). En stat kan også gribe til magtanvendelse i selvforsvar over for et væbnet angreb (pagtens art. 51). Og repressalier er undertiden berettigede, nemlig over for den stat, der har gjort sig skyldig i en folkeretsstridig handling, når formålet er at skaffe den krænkede stat oprejsning eller at afskrække aggressoren i fremtiden. Endelig er magtanvendelse i meget begrænset udstrækning lovlig som “nødret”, nemlig når den er absolut nødvendig til at afværge en truende skade på en stats goder.
Ingen af disse undtagelser berettiger et NATO-angreb på Serbien. Det nærmeste man kommer en folkeretlig konstruktion, som kunne legitimere et sådant forehavende, er den såkaldte Brezhnev-doktrin, som blev opfundet af den hedengangne Sovjetunion. Den gik ud på, at de “socialistiske” stater havde ret til at gribe ind med magt, såfremt “socialistiske” landvindinger i et land bragtes i fare gennem intern modstand eller påvirkning udefra. Under dette ideologiske påskud greb Sovjetunionen militært ind i f.eks. Polen, DDR og Tjekkoslovakiet. Doktrinens folkeretlige gyldighed anerkendtes imidlertid aldrig af Vesten.
Bevæggrunden for NATOs opsigtsvækkende skridt på Balkan er ifølge udenrigsminister Niels Helveg Petersen ønsket om at gribe ind over for “diktatorer, der lader hånt om de mest fundamentale værdier og tillader massakrer og overgreb på egne befolkninger” … “Legitimiteten er begrundet i den humanitære situation og den brede internationale opbakning, som en eventuel indgriben vil få” (JP 13/10 1998).
Men disse grunde er folkeretligt set utilstrækkelige til at bære en angrebshandling. Kosovo er nemlig ubestridt en del af Serbien. Hvorledes den serbiske regering håndterer sine indre anliggender, har – folkeretligt set – hverken USA, Danmark eller NATO nogen ret til at blande sig i.
Med “humaniteten” som påskud kunne der for øvrigt gribes militært ind i hovedparten af verdens lande. Desuden kan der jo altid fortolkes på dette begreb. Byggede folkeretten på et sådant løsagtigt kriterium for, hvornår brug af militærmagt er tilladelig over for suveræne stater, ville hele ikke-magtanvendelsesordningen følgelig bryde sammen.
Det dramatiske skift i dansk udenrigspolitik har ejendommeligt nok fundet sted uden nogen synderlig diskussion. Det lader til, at både Folketinget og medierne enten har overset eller negligeret dets mange og uhyre alvorlige implikationer:
Hvilke konsekvenser vil opgivelsen af suverænitetsprincippet f.eks. kunne få for sikkerheden i vort eget nærområde den dag, Rusland kommer på benene igen?
Hvilke konsekvenser vil overgrebet på serberne få for Ruslands opfattelse af NATOs natur? Hvilke slutninger vil det nye Rusland efter selv at have frigivet en række okkuperede lande drage af NATOs nye linje?
Hvad vil det koste i form af unødvendig ufredelighed fra f.eks. asiatiske stater med stormagtsambitioner, som nu har et påskud til at se lige så stort på folkeretten, som NATO har gjort?
Hvilke reaktioner vil den danske deltagelse i bombningerne af Serbien afføde hos de tusinder af serbere, Folketinget har ladet slå sig ned her, og som er loyale over for deres hjemland? Skal Hjemmeværnet indkaldes til at beskytte fabrikker, transportmidler, humanitære politikere o.s.v.? Eller skal serberne interneres?
Hvorledes vil den totale ændring af det danske militærs opgave påvirke rekrutteringen til Forsvaret, hvis personel jo fra nu af må regne med, at de kan blive brugt til folkeretsstridige angrebsforehavender?
Hvor meget skal der til, for at vi kan vikles ind i andre “humanitært” begrundede angreb? Hvorfor skal albanerne i Kosovo f.eks. hjælpes på den måde, men ikke kurderne i Tyrkiet og tamilerne på Sri Lanka?
Hvad er det “internationale samfund”, som hævdes at stå bag NATOs nye linje, egentlig for noget? Hvem er det, og hvorledes træffes dets beslutninger?
Og endelig: Har dette “internationale samfund” overhovedet moralen på sin side i Kosovo-sagen?
Danske forskere med kendskab til forholdene på Balkan har karakteriseret den danske mediedækning som urimeligt ensidig i serbernes disfavør. “Man har valgt side i konflikten, og historierne tyder på, at journalisternes hukommelse er hullet som en si”, siger eksempelvis lektor Henning Mørk fra Slavisk Institut ved Århus Universitet i Aktuelt 16/6 1998. Samme institut har beskrevet forholdene i Kosovo detaljeret i ØstMonitor (nr. 2 1998) med opfordring til en mere afbalanceret pressedækning.
At mediernes beskrivelse af forholdene er ensidig, kan enhver forvisse sig om ved selvsyn. Karakteristisk er det også, at hverken pressen eller vore politikere har bekymret sig meget om de mange serbere, der er blevet udrenset fra omgivende områder i de senere år. F.eks. er kroaternes nylige udrensning af dem fra Krajina-regionen, hvor serberne ellers har boet i århundreder, allerede stort set glemt. Dette til trods for, at Serbien nu sidder med Europas største flygtningebyrde (vist på over 600.000 personer).
Forholdene i Kosovo er mildt sagt uklare. Antagelig har parterne i konflikten ikke meget at sige hinanden på. Men der har trods alt boet serbere i området helt tilbage fra 500-tallet. Det lader sig også konstatere, at det albanske folketal er vokset støt i nyere tid, dels i kraft af tilflytning, og dels fordi de muslimske albanere har præsteret et enormt børnefødselstal. Alene i perioden 1960-90 vurderes deres antal i området at være fordoblet.
Det lader sig ligeledes eftervise, at chikanen mod serberne i Kosovo voksede i takt med forskydningen i befolkningsfordelingen: Hærværk på deres ejendomme, trusler, personlig vold m.v. Et eftersyn af avisarkiverne viser i overensstemmelse hermed, at pressens bekymring i 80-erne var den modsatte af i dag: Man kunne læse om, hvordan albanerne udgjorde en trussel mod serbernes menneskerettigheder i området.
Følgen af overgrebene på serberne blev, at de i stort tal søgte bort fra Kosovo. Det er ikke mindst derfor, at albanerne nu udgør 90 % af befolkningen.
Meget tyder på, at skævhederne i mediedækningen af konflikten bl.a. skyldes petrodollarsfinansieret opinionsmanipulation. I sommeren 1992 kom det f.eks. frem, at Kroatien/Bosnien ligefrem havde hyret mediefirmaet Ruder & Finn i Washington til at hænge serberne ud. En nøgtern analyse i tidsskriftet “Defense & Foreign Affairs Strategic Policy” 31/12 1992 viser, at pengene ikke var spildt. Men oplysninger, som tyder på, at der foregår noget fordækt bag kulissen, fremkommer også lejlighedsvis i danske medier. Karakteristisk er Per Nyholms indskudte bemærkning i en reportage i JP 20/3 1999: “Hvorfor USAs regering har kastet sin efterhånden demonstrative kærlighed på en delvis marxistisk-nationalistisk partisanhær – som til overflod rummer ganske mange bander, der er mindst lige så optaget af narkohandel og prostitution som af krig – kan undre. – I Centralamerika var det næppe gået.”
Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at en afgørende forudsætning for NATOs nye linje er, at den vestlige verden i dag ledes af en amerikansk præsident, som har skaffet sig og siden opretholdt magten gennem hidtil uset intensiv brug af reklame og markedsføring, samt at hans metoder med held er eksporteret til søster-partier i Europa. Den, der lever i reklamens fiktive verden, bliver jo nemlig let selv offer for fiktion. – Og når han ligefrem kan slippe godt fra at lyve offentligheden midt op i ansigtet, opfordrer det vel for øvrigt heller ikke lige netop til at bevare jordforbindelsen.
Men når Folketinget vikler Danmark ind i en regulær gammeldags angrebskrig på et så grumset grundlag, som tilfældet er, uden tilsyneladende at forstå alvoren, må der naturligvis en yderligere forklaring til.
I så henseende kan vel især peges på betydningen af, at virkeligheden egentlig aldrig har stillet de store krav til de i dag toneangivende politikere. Tværtimod har disse jo kunnet leve snart et helt livsforløb uden nogen sinde at blive krævet personligt til regnskab for noget som helst.
Hvordan skulle de så undgå at vokse ind i en fantasiverden, hvor skinproblemer sættes i de virkelige problemers sted, og hvor ordmagi erstatter undersøgelse og erkendelse? Hvordan skulle de kunne undgå havne dér, hvor beslutninger ikke tages på grundlag af den virkelige verdens realiteter, men derimod ud fra, hvad de “realiteter” er, de bliver enige om indbyrdes?
Hvordan kan det undre, at folkeretten så ender som noget, der bare kan omskrives, når det bliver “trendy” i vennekredsen?