Director-General of Al-Risala TV Scolds Counterparts at Copenhagen Dialogue for Prophet Muhammad Cartoons

 http://www.memritv.org/Transcript.asp?P1=1099

Following are excerpts of a speech delivered in English by Kuwaiti cleric Sheik Tareq Al-Suweidan, Director-General of Al-Risala TV, at the Copenhagen convention. The speech, which aired on Al-Risala TV on March 31, 2006, was delivered in English, and is transcribed by MEMRI TV.

Tareq Al-Suweidan: We are not angry because some of your cartoonists have drawn our beloved Prophet. We are aggravated because of the way your government has mishandled this situation. Few people insult religious figures throughout history. We understand that. We have no problem with freedom of speech, but we had a huge problem in the way the Danish government have dealt with this situation, when they refused to meet with the ambassadors of the Muslim world, when they refused to deal with this situation like the Norwegians have done, when they said: "We do not accept this. We apologize to the Muslim world that this has been done by some of our people, but we have no control over freedom of speech." If they just have said that, then the problem would not have arised. Your government had done a very bad job, and we want to give you that message – that the Danish people have to do something about it, because your government have refused to do anything about it.

[…]

But we have a problem when you insult others. You insulted my mother – I would be very angry. And you have insulted somebody that is more sacred to me than my mother and myself. And the claim that it is done in the name of freedom of speech is absolutely unacceptable to us Muslims, because we have seen limitations on the expression of speech within your country and within Europe and the Western world. You have limited the freedom of speech about the Holocaust, and you have limited the freedom of speech when it comes to anti-Semitism. And to us, the prophets – all prophets – and religions – all religions – are sacred more than the Holocaust.

[…]

The West have done strategic mistakes. And one of the major mistakes that they have done and they are doing is that they underestimate the power of Islam and the depth of Islam and the Muslim Umma – in the Muslim nation. You have seen in every situation when there is true elections that the people have chosen Islam. You have seen it in Egypt, you have seen it in Palestine, and you will see it everywhere. The West have no chance but to deal with Islam, and we are extending our hands in peace and dialogue – you have slapped it. We do not accept insults. We do not accept that you deal with us without respect.

[…]

What do we request? First of all, we request respect and continuation of dialogue. We request – and this is absolutely necessary – an official apology from your government to the Muslim Umma, to the Muslim nation, and to the Muslims in Denmark, because your government has not dealt with them respectfully. And we request, not only from the Danish government, but from the European Union and the world, a law that forbids the insult of religious figures and religious sacred opinions. In the name of freedom of speech this cannot be done.

[…]

The boycott for the Danish products will continue until these requests are met. Again, we have no problem with the Danish people. You're a very peaceful country. You're a very peaceful people, very nice, but again, please correct what your government has damaged. Thank you.

News from Palistan as – almost – not seen on TV2 and DR.

For the first time, Palestinians fired a 122mm Katyusha rocket, a much
longer-range projectile than the Qassam, from the Gaza Strip into Israel,
the IDF confirmed Tuesday night.

Military sources said the potential range of the Katyusha is some 15
kilometers, about six kilometers longer than that of the Qassam.

It is believed that the Katyusha fired from Gaza was smuggled into the
Strip, apparently across the Gaza-Egypt border from Sinai.

Army Radio said the 122mm Katyusha fired Tuesday is a model used by Iran.

In January, 2002, dozens of Katyushas were aboard the Karine A arms ship,
when it was intercepted and impounded by Israeli forces.

___________________________________________________________________________

Limewoody: 

On Danish public service Text-TV the headline for this were: Israeli gunboats fires at Gaza. Leaving also the impression that these rockets were home-made.  

_________________________________________________________________

Suicide bombing thwarted

A Palestinian man wearing an explosive belt arrived at a checkpoint near the
Israeli community of Bekaot, east of Nablus, a short while ago. IDF soldiers
manning the crossing uncovered the belt during the man's security check. The
man was arrested and taken for questioning by security forces. Border Police
sappers are on location and will detonate the explosives in a controlled
manner.

________________________________________________________________________

Limewoody: Not mentioned on Danish TV.

________________________________________________________________

NEC Poll: Palestinian perceptions towards the international community

Which political or religious faction do you trust most?
42.6 Hamas
25.0 Fateh
02.5 PFLP
02.1 Other
27.8 I do not trust anyone

———–

Trust in members of the international community
01.6 The US
15.5 The EU
04.1 Russia
03.1 The UN system
08.5 One of the Arab states
15.3 One of the Islamic states
05.7 Other states
46.2 None of them

———-

Limewoody: Interesting that EU and Islamic states are equally trusted. Mmmmm.

——

In your opinion, of the US and EU, who has a more just policy towards the
Palestinian people?
02.1 The US
35.2 The EU
02.1 Both have a just policy towards the Palestinians
60.7 Both have an unjust policy towards the Palestinians

——————

Preffered source of assistance
61.7 The Arab states
23.5 The Muslim, non-Arab states
08.8 The EU
01.8 The US
01.8 Japan
02.4 Other sources

———————————-

In your opinion, to which of the following should international assistance
be channeled to?
15.6 To the PLO
33.2 To the PA
22.4 To the UN
15.8 To other international organizations
09.5 To local NGOs
03.4 To the private sector

Descent into Dhimmitude

By J. Peter Pham & Michael I. Krauss : BIO| 27 Mar 2006

While most media accounts of the "cartoon jihad" focused on the publication of the cartoons, and on the ensuing violent reaction by some Muslims — who were depicted by the much of the press as victims! — few reporters have ventured to describe the increasingly hostile climate that Muslim extremists had succeeded in creating in Denmark before the publication. In fact, an examination of Jyllands-Posten's own pages reveals why its editors likely decided to publish the cartoons in the first place — as well as why the obscurantist rioters were so confident that they would prevail. In late 2004 — a University of Copenhagen professor of Moroccan Jewish descent — was kidnapped in broad daylight and brutally beaten by three Muslim youths for the "crime" of having read from the Quran during a lecture. A few months later, a Danish publisher used anonymous translators for an essay collection critical of Islam for fear that any named assistant would suffer a similar fate. And in an incident immediately preceding Jyllands-Posten's decision to run the cartoons as a test of self-censorship, Danish artists refused to illustrate a children's book about Muhammad. These incidents, all disturbing, don't even scratch the surface of the appeasement Danes have made to accommodate the people who unleashed violence against them. In Copenhagen's public schools, the only food available to students — regardless of their religious affiliation or lack thereof — are Halal (prepared according to Islamic dietary requirements). In Denmark, a country which enjoys well-deserved praise for the courage with which citizens came together to save its small Jewish community during World War II, Danish Jewish students today cannot attend certain public schools because their very presence is viewed by administrators as "provocative" to radicalized Muslim peers. The country's only Jewish school, Copenhagen's 300-pupil Carolineskolen, founded in 1805, nowadays is constrained to operate behind a double ring of barbed wire. Naser Khader, the Damascus-born son of a Palestinian father and Syrian mother who has served as a Danish parliamentarian from the Social Liberal Party since 1994, now lives under round-the-clock police protection because he committed the "crime" of giving his daughter a kafir ("infidel," read "Western") name. Compounding his "apostasy," he founded a moderate Muslim group with over 700 members, Democratic Muslims, after the outbreak of the "cartoon jihad" to campaign against Islamic establishmentarianism. Imam Ahmad Abu Laban — the same character who instigated Middle Eastern anti-Danish riots with his portfolio of doctored cartoons — then labeled Mr. Khader and his supporters "rats in a hole." One of the members of Khader's new group, Iranian refugee Kamran Tahmesabi, recently told a Belgian newspaper, "It is an irony that I am today living in a European democratic state and have to fight the same religious fanatics that I fled from in Iran many years ago." After the "cartoon jihad" had seemingly run its course, this past February 12, the Danish chapter of the radical group Hizb ut-Tahrir availed itself of the Scandinavian country's "decadent" freedoms to hold a meeting in the Copenhagen neighborhood of Nørrebro, where it attempted to stoke the flames of hatred. The participants at this gathering minced no words about the "infidels" who populate their country. Leader Fadi Abdullatif (who had previously received a 60-day sentence for threatening to kill Jews) turned his wrath on Denmark's popular bicycle-riding sovereign, Queen Margarethe II, whom he accused of involvement in a "conspiracy" with Jyllands-Posten and Prime Minister Anders Fogh Rasmussen to "harm Islam." The state prosecutor, under pressure from Muslim groups, declined to bring charges. Historically, non-Muslim minorities (i.e., Jews and Christians) could escape the ravages of violent jihad only by surrendering to Islamic domination through a treaty of agreed-upon subjugation and oppression (dhimma) that turned them into "protected persons" (dhimmis) with second class status within the real of Islam. Today, it seems that even non-Muslim majorities are requested to descend into dhimmitude to avoid the wrath of some new immigrants. But, to paraphrase our own American Freedom Marchers, we are citizens, not dhimmis. Of course, once one has let oneself be treated like a dhimmi, it becomes hard to protest. J. Peter Pham is director of the Nelson Institute for International and Public Affairs at James Madison University. Michael I. Krauss is professor of law at George Mason University School of Law. Both are academic fellows of the Foundation for the Defense of Democracies.

Kosovo – set i bagklogskabens skærende klare lys …

Forfatter: Ole Hasselbalch

Kosovo – set i bagklogskabens skærende klare lys …

I dag d. 24/3 er det 7-årsdagen for starten på Kosovo-krigen. Forhandlingerne om områdets endelige status er begyndt.

Det blev ikke til det multietniske samfund, de vestlige ledere talte om. Status i dag er, at serberne stort set er fortrængt fra provinsen. Bortset fra omkring 100.000, som lever i konstant fare, er de smidt ud eller myrdet. Gamle kristne kirker og kulturmonumenter er systematisk blevet ødelagt.

Det var til at forudse. Der var et særdeles tyndt grundlag for at opgive 350 års dansk sikkerhedspolitik.

Vi optrykker en 7 år gammel, men i kraft af udviklingen højaktuel kronik:

Jyllands-Postens kronik 26/3 1999:

Tyndt grundlag for dansk krigsdeltagelse

Ole Hasselbalch

Danmark har nu delagtiggjort sig i et militært angreb på Serbien. Dermed har Folketinget brudt med principper, som ellers var dansk udenrigspolitik i flere hundrede år, og hvoraf et lille lands eksistens er helt afhængig.

    Den westfalske Fred, der afsluttede 30års-krigen, indebar et forbud mod indblanding i andre landes religionsforhold. Gradvis udviklede ikke-indblandingsordningen sig til et generelt folkeretligt forbud mod fysisk magtanvendelse suveræne stater imellem. I statutten for den internationale militærdomstol i Nürnberg efter 2. verdenskrig, art. 6, a,  omtales f.eks. “forbrydelser mod freden”. De defineres som planlægning, forberedelse iværksættelse eller gennemførelse af angrebskrig eller krig i strid med internationale traktater eller deltagelse i en fælles plan eller sammensværgelse til fuldbyrdelse af sådanne handlinger.

    I dag hedder det i FN-pagtens art. 2, stk. 4: “Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers formål” (mine udhævelser).

    Undtagelserne fra ikke-indblandingsprincippet er få og små:

    FN kan selv bruge magt over for en stat, der begår fredsbrud over for andre stater, eller som truer hermed. Men det kræver stormagternes enighed i sikkerhedsrådet, samt at alt andet viser sig frugtesløst (FN-pagtens art. 42). En stat kan også gribe til magtanvendelse i selvforsvar over for et væbnet angreb (pagtens art. 51). Og repressalier er undertiden berettigede, nemlig over for den stat, der har gjort sig skyldig i en folkeretsstridig handling, når formålet er at skaffe den krænkede stat oprejsning eller at afskrække aggressoren i fremtiden. Endelig er magtanvendelse i meget begrænset udstrækning lovlig som “nødret”, nemlig når den er absolut nødvendig til at afværge en truende skade på en stats goder.

    Ingen af disse undtagelser berettiger et NATO-angreb på Serbien. Det nærmeste man kommer en folkeretlig konstruktion, som kunne legitimere et sådant forehavende, er den såkaldte Brezhnev-doktrin, som blev opfundet af den hedengangne Sovjetunion. Den gik ud på, at de “socialistiske” stater havde ret til at gribe ind med magt, såfremt “socialistiske” landvindinger i et land bragtes i fare gennem intern modstand eller påvirkning udefra. Under dette ideologiske påskud greb Sovjetunionen militært ind i f.eks. Polen, DDR og Tjekkoslovakiet. Doktrinens folkeretlige gyldighed anerkendtes imidlertid aldrig af Vesten.

Bevæggrunden for NATOs opsigtsvækkende skridt på Balkan er ifølge udenrigsminister Niels Helveg Petersen ønsket om at gribe ind over for “diktatorer, der lader hånt om de mest fundamentale værdier og tillader massakrer og overgreb på egne befolkninger” … “Legitimiteten er begrundet i den humanitære situation og den brede internationale opbakning, som en eventuel indgriben vil få” (JP 13/10 1998).

    Men disse grunde er folkeretligt set utilstrækkelige til at bære en angrebshandling. Kosovo er nemlig ubestridt en del af Serbien. Hvorledes den serbiske regering håndterer sine indre anliggender, har – folkeretligt set – hverken USA, Danmark eller NATO nogen ret til at blande sig i.

    Med “humaniteten” som påskud kunne der for øvrigt gribes militært ind i hovedparten af verdens lande. Desuden kan der jo altid fortolkes på dette begreb. Byggede folkeretten på et sådant løsagtigt kriterium for, hvornår brug af militærmagt er tilladelig over for suveræne stater, ville hele ikke-magtanvendelsesordningen følgelig bryde sammen.

Det dramatiske skift i dansk udenrigspolitik har ejendommeligt nok fundet sted uden nogen synderlig diskussion. Det lader til, at både Folketinget og medierne enten har overset eller negligeret dets mange og uhyre alvorlige implikationer:

    Hvilke konsekvenser vil opgivelsen af suverænitetsprincippet f.eks. kunne få for sikkerheden i vort eget nærområde den dag, Rusland kommer på benene igen?

    Hvilke konsekvenser vil overgrebet på serberne få for Ruslands opfattelse af NATOs natur? Hvilke slutninger vil det nye Rusland efter selv at have frigivet en række okkuperede lande drage af NATOs nye linje?

    Hvad vil det koste i form af unødvendig ufredelighed fra f.eks. asiatiske stater med stormagtsambitioner, som nu har et påskud til at se lige så stort på folkeretten, som NATO har gjort?

    Hvilke reaktioner vil den danske deltagelse i bombningerne af Serbien afføde hos de tusinder af serbere, Folketinget har ladet slå sig ned her, og som er loyale over for deres hjemland? Skal Hjemmeværnet indkaldes til at beskytte fabrikker, transportmidler, humanitære politikere o.s.v.? Eller skal serberne interneres?

    Hvorledes vil den totale ændring af det danske militærs opgave påvirke rekrutteringen til Forsvaret, hvis personel jo fra nu af må regne med, at de kan blive brugt til folkeretsstridige angrebsforehavender?

    Hvor meget skal der til, for at vi kan vikles ind i andre “humanitært” begrundede angreb? Hvorfor skal albanerne i Kosovo f.eks. hjælpes på den måde, men ikke kurderne i Tyrkiet og tamilerne på Sri Lanka?

    Hvad er det “internationale samfund”, som hævdes at stå bag NATOs nye linje, egentlig for noget? Hvem er det, og hvorledes træffes dets beslutninger?

    Og endelig: Har dette “internationale samfund” overhovedet moralen på sin side i Kosovo-sagen?

Danske forskere med kendskab til forholdene på Balkan har karakteriseret den danske mediedækning som urimeligt ensidig i serbernes disfavør. “Man har valgt side i konflikten, og historierne tyder på, at journalisternes hukommelse er hullet som en si”, siger eksempelvis lektor Henning Mørk fra Slavisk Institut ved Århus Universitet i Aktuelt 16/6 1998. Samme institut har beskrevet forholdene i Kosovo detaljeret i ØstMonitor (nr. 2 1998) med opfordring til en mere afbalanceret pressedækning.

    At mediernes beskrivelse af forholdene er ensidig, kan enhver forvisse sig om ved selvsyn. Karakteristisk er det også, at hverken pressen eller vore politikere har bekymret sig meget om de mange serbere, der er blevet udrenset fra omgivende områder i de senere år. F.eks. er kroaternes nylige udrensning af dem fra Krajina-regionen, hvor serberne ellers har boet i århundreder, allerede stort set glemt. Dette til trods for, at Serbien nu sidder med Europas største flygtningebyrde (vist på over 600.000 personer).

    Forholdene i Kosovo er mildt sagt uklare. Antagelig har parterne i konflikten ikke meget at sige hinanden på. Men der har trods alt boet serbere i området helt tilbage fra 500-tallet. Det lader sig også konstatere, at det albanske folketal er vokset støt i nyere tid, dels i kraft af tilflytning, og dels fordi de muslimske albanere har præsteret et enormt børnefødselstal. Alene i perioden 1960-90 vurderes deres antal i området at være fordoblet.

    Det lader sig ligeledes eftervise, at chikanen mod serberne i Kosovo voksede i takt med forskydningen i befolkningsfordelingen: Hærværk på deres ejendomme, trusler, personlig vold m.v. Et eftersyn af avisarkiverne viser i overensstemmelse hermed, at pressens bekymring i 80-erne var den modsatte af i dag: Man kunne læse om, hvordan albanerne udgjorde en trussel mod serbernes menneskerettigheder i området.

    Følgen af overgrebene på serberne blev, at de i stort tal søgte bort fra Kosovo. Det er ikke mindst derfor, at albanerne nu udgør 90 % af befolkningen.

    Meget tyder på, at skævhederne i mediedækningen af konflikten bl.a. skyldes petrodollarsfinansieret opinionsmanipulation. I sommeren 1992 kom det f.eks. frem, at Kroatien/Bosnien ligefrem havde hyret mediefirmaet Ruder & Finn i Washington til at hænge serberne ud. En nøgtern analyse i tidsskriftet “Defense & Foreign Affairs Strategic Policy” 31/12 1992 viser, at pengene ikke var spildt. Men oplysninger, som tyder på, at der foregår noget fordækt bag kulissen, fremkommer også lejlighedsvis i danske medier. Karakteristisk er Per Nyholms indskudte bemærkning i en reportage i JP 20/3 1999: “Hvorfor USAs regering har kastet sin efterhånden demonstrative kærlighed på en delvis marxistisk-nationalistisk partisanhær – som til overflod rummer ganske mange bander, der er mindst lige så optaget af narkohandel og prostitution som af krig – kan undre. – I Centralamerika var det næppe gået.”

Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at en afgørende forudsætning for NATOs nye linje er, at den vestlige verden i dag ledes af en amerikansk præsident, som har skaffet sig og siden opretholdt magten gennem hidtil uset intensiv brug af reklame og markedsføring, samt at hans metoder med held er eksporteret til søster-partier i Europa. Den, der lever i reklamens fiktive verden, bliver jo nemlig let selv offer for fiktion. – Og når han ligefrem kan slippe godt fra at lyve offentligheden midt op i ansigtet, opfordrer det vel for øvrigt heller ikke lige netop til at bevare jordforbindelsen.

    Men når Folketinget vikler Danmark ind i en regulær gammeldags angrebskrig på et så grumset grundlag, som tilfældet er, uden tilsyneladende at forstå alvoren, må der naturligvis en yderligere forklaring til.

    I så henseende kan vel især peges på betydningen af, at virkeligheden egentlig aldrig har stillet de store krav til de i dag toneangivende politikere. Tværtimod har disse jo kunnet leve snart et helt livsforløb uden nogen sinde at blive krævet personligt til regnskab for noget som helst.

    Hvordan skulle de så undgå at vokse ind i en fantasiverden, hvor skinproblemer sættes i de virkelige problemers sted, og hvor ordmagi erstatter undersøgelse og erkendelse? Hvordan skulle de kunne undgå havne dér, hvor beslutninger ikke tages på grundlag af den virkelige verdens realiteter, men derimod ud fra, hvad de “realiteter” er, de bliver enige om indbyrdes?

    Hvordan kan det undre, at folkeretten så ender som noget, der bare kan omskrives, når det bliver “trendy” i vennekredsen?

The Political Compass™

http://www.politicalcompass.org/

The test is entirely anonymous. None of your personal details are required, and nothing about your result is recorded or logged in any way. The answers are only used to calculate your reading, and cannot be accessed by anyone, ever.

From the test:

economic globalisation is inevitable, it should primarily serve humanity rather than the interests of trans-national corporations.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree
I’d always support my country, whether it was right or wrong.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree
No one chooses his or her country of birth, so it’s foolish to be proud of it.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree
Our race has many superior qualities, compared with other races.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree
The enemy of my enemy is my friend.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree
Military action that defies international law is sometimes justified.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree
There is now a worrying fusion of information and entertainment.	Strongly Disagree Disagree Agree Strongly Agree

Imamer afsløret af skjult kamera

http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3634472/

De danske imamers forsvar for profeten i striden om Muhammed-tegningerne ledsages af en aggressiv kampagne mod Demokratiske Muslimer og mod kritikere i pressen, ikke mindst Morgenavisen Jyllands-Posten. ¨

“Hvis han bliver minister for udlændinge eller integration, skulle man så ikke sende to fyre ud for at sprænge ham og hans ministerium i luften? ”

Imam Ahmed Akkari – om lederen af Demokratiske Muslimer, Naser Khader.

Det afsløres i aften i en dokumentarfilm fra Danmark på den franske tv-station France 2, hvis journalister har brugt skjulte kameraer for at trænge ind bag facaden af imamerne.

I en central passage i udsendelsen fremgår det, at imam Ahmed Akkari indirekte truer lederen af Demokratiske Muslimer, det radikale folketingsmedlem Naser Khader (R), som foreslås myrdet, hvis han kommer i regeringen.

»Hvis han bliver minister for udlændinge eller integration, skulle man så ikke sende to fyre ud for at sprænge ham og hans ministerium i luften,« siger talsmanden for delegationen af imamer, der rejste til Mellemøsten.

Salven blev leveret med et smil på arabisk, mens den muslimske og arabisktalende journalist bag programmet, Mohamed Sifaoui, sad ved siden af på bilens bagsæde.

Men Akkari vidste ikke, at han blev filmet. Sifaoui lod efterfølgende spørgsmålet hænge i luften, om udtalelsen skulle opfattes som ironi eller en provokation?

Naser Khader selv var i går for chokeret til at kommentere Ahmed Akkaris udtalelser.

Til gengæld vil Peter Skaarup, (DF), tage sagen op med justitminister Lene Espersen (K).

»Det er rene trusler og det viser bare, hvor vanvittigt disse imamer opfører sig. Jeg vil straks spørge ministeren, hvad strafferammen er for at fremkomme med sådan en udtalelse, og om han kan dømmes for det,« siger Peter Skaarup.

______________________________________________________________________

Man kan undre sig over hvorfor det er et fransk TV-hold der går undercover for at afsløre
muslimers tvetungethed og had over for det danske samfund.

Dernæst er det jo underligt, at ifølge DR1s radioavis, det skal undersøges om Ahmed Akkarari var “ironisk” eller om han mente “i alvor”. Hvad tror man sådan en undersøgelse vil munde ud i?

Man ser det for sig:

Anklager:

“Hr. Akkari. Mens ambassader brænder, folk brænder danske flag af, tusindvis demonstrerer, folk dør, der har været selvmordbomber i Madrid, i London, danske imamer udtaler at kvinder, der ikke er tildækkede selv er ude om det hvis de bliver voldtaget har De udtalt at man skulle eller burde sende et par folk efter en folkevalgt politiker og sprænge ham i luften. Mente De det alvorligt eller var det bare ironi”. 

Akkari: ” Hr. Anklager, jeg mente det kun en tredjedel alvorligt. Min religion forbyder den slags. Islam betyder fred. I øvrigt mener ikke det har noget med sagen at gøre. At sende to bombemænd efter Naser Khader, var ikke meningen. Jeg kender ikke engang to bombemænd”.

Venstre: dhimmier: Muslimsk infocenter på vej.

18-03-06: 09:07 | af: dabu

Regeringen vil oprette et videnscenter om Mellemøsten og den muslimske verden.

Centret skal være “vidensbase” og skal bl.a. arrangere kursusvirksomhed, sko­letjeneste og dialogmøder for at for­bedre forståelsen mellem kulturerne. Endelig skal det formidle viden om danske forhold til den muslimske verden, skriver Kristeligt Dagblad.

Initiativet indgår i regeringens globaliseringsrapport, som ellers er blevet kritiseret for at mangle initiativer på det kulturelle og religiøse område.

Finansieringen af regeringens videnscenter er ikke på plads, men skal nu diskuteres i Folketinget, siger Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen.

————————————————————————————-

Helt ærligt. Endnu et skatteyderbetalt missionsprojekt.  Hvad skal vi med det? Hvem skal stå for det – Jørgen Bæk Simonsen?

Det der er brug for er jo i virkeligheden mere oplysning om den danske kultur og dens rødder i kristendommen – jødedommen – romerriget og hellenismen, oplysningstid mv. til muslimer.

_____________________________________________________________

 

  

Portræt af en fanatiker

Her kommer et “portræt” af imam Ahmed Akkari, der er talsmand for Islamisk Trossamfund i Danmark og har deltaget i det infame rejsecirkus med falske oplysninger og bagtalelser, som har kostet så mange mennesker livet. Det er en bitter historie.

Der er blandt andet anvendt artiklerne ”Den unge imam” af Orla Borg, og ”Rejsende i islam” af Orla Borg m.fl., begge fra JP den 12. februar 2006. Orla Borg er ansat som journalist ved JP og vandt en andenpræmie i 2005 for sit bidrag til en journalistkonkurrence udskrevet af EU om at modvirke diskrimination. Det var første gang, konkurrencen blev afholdt, og Orla Borg repræsenterede Danmark blandt de 25 deltagere. Desuden er anvendt ”Imam dømt for vold”, JP, den 15. februar 2006 af Erik Thomle.

Ahmed Akkari er 28 år, og Akkari-familien bestående af forældrene og fem børn stammer fra Libanon og kom til Danmark, da Ahmed var 7-8 år. På et tidspunkt ville faderen angiveligt pga. sygdom tilbage til Libanon, og alle tog med tilbage. Da Ahmed var 15 år kom moderen og børnene tilbage. Angiveligt fordi børnene ikke trivedes i hjemlandet, men jeg gætter på, at hun var blevet enke eller skilt og ville forsørges. Først fik hun afslag, men så gik unge Ahmed til tv, og de gamle reportager er blevet fundet frem og vist i nyhedsudsendelser. Som femten-årig så han næsten ud som i dag, hvor han er lidt over 160 centimeter, har en besynderlig falsetstemme og nogle endnu mere besynderlige vidt opspærrede øjne med uskyldigt blik.

Skønt moderen og børnene ikke havde ret til at få ophold i landet, lykkedes det dem at tigge og ynke sig til det. Det var da socialdemokraternes åg lå over landet, og vi blev derfor beriget med familiens forsørgelse og uddannelse. I 2005 fik Ahmed dansk statsborgerskab, og i dag betragtes han af mange som landsforræder.

Ahmed tog studentereksamen, men allerede som atten-årig stod han tit for fredagsbønnen i moskéen og fik en høj stjerne blandt århusianske muslimer. Han begyndte at læse til lærer, men faldt ikke til på studiet og skiftede til et andet seminarium, hvor han hurtigt og frivilligt isolerede sig ved at være aparte og desuden sladre ondskabsfuldt til lærerne om sine medstuderende.

Ahmed fik et job som lærer på en koranskole men kom hurtigt ud i noget snavs. Det skete i november 2000, hvor han en dag i skolegården gik løs på et barn på 11 år og log og sparkede det. En anden muslimsk lærer overværede volden, men foretog sig intet. En dansk lærer meldte den til politiet, og hun blev straks efter fyret af skolen og er først kommet frem med sin historie, efter at Ahmed blev verdensberømt.

Ahmed fik en dom for grov vold, 40 dages hæfte (fængsel), der blev gjort betinget med en prøvetid på to år. I præmisserne hed det, at man normalt ville have idømt en ubetinget straf for volden, men til trods for, at Akkari var uddannet lærer og burde sætte børns tarv meget højt, gjorde man dommen betinget, så at han undgik fængsel. Akkari nægtede sig skyldig, men modtog dommen. Hvis Akkari var blevet behandlet efter normale retningslinier og havde fået en ubetinget dom, ville karenstiden have været otte år, og han kunne i så fald først være blevet dansk statsborger i 2009. Den betingede dom betyder, at Akkari i de kommende år er afskåret fra ansættelse ved Århus Skolevæsen, fordi man der kræver en ren straffeattest, der går ti år tilbage, når man ansætter lærere.

Volden forhindrede dog ikke Akkari i at fortsætte som imam, og han fik også job på en anden koranskole i Århus. Koranskolens ledelse bedyrer i dag overfor medierne, at man ikke vidste noget om dommen, men det forekommer helt usandsynligt i det indelukkede muslimske miljø, hvor han fortsatte med at været et fremtrædende, populær og højt agtet person. At han havde sparket og tævet løs på et barn gav åbenbart ingen skår i glæden over ham.

Det der med at sparke, ligger åbenbart ikke fjernt for Ahmed. Da vi har det svært med de arabiske navne, varede det lidt, førend en JP-journalist Orla Borg fandt ud af, at Ahmed tidligere har udtalt til pressen, at kvinder kan have ”godt af at blive sparket”. Han har også skrevet om det emne i et skoleblad, og det må da være koranskolens, skulle man tro.

Nu er der blevet meget stille om Ahmed, officielt passer han sit videregående studium og er flyttet til København. Det forlyder, at han og hans libanesiske kone ser på lejlighed i Malmö, men det vil han ikke bekræfte. Da de har større tilknytning til Libanon end til Danmark, kan hun og deres fælles barn på et år ikke blive familiesammenført i Danmark.

Men det er der jo desværre råd for. I Sverige vil fru Akkari hurtigt kunne få et statsborgerskab, og derefter kan ingen forhindre hende i at flytte til Danmark. Dette benytter mange sig af. De har endda foreninger, der støtter dem. Svenske politikere nægter at hjælpe Danmark, og på den måde undergraver Sverige vor indvandrerpolitik. Offentligt ansatte i Malmö og andre svenske byer kan fortælle, at det ofte forholder sig sådan, at når man skriver til ægtepar, der bedriver dette spil, får man ikke svar. Forsøger man at opsøge parret, er der ingen hjemme. Hvor mon de er henne? Den ene part vides for det meste at have arbejde i Danmark.

Pga. det omrejsende imamcirkus er der indgivet omkring 300 politianmeldelser mod Ahmed Akkari og hans medsammensvorne. Ahmed har øjensynligt valgt at gøre sig usynlig, for i går, da rigsadvokaten meddelte, at muhammed-tegningerne på ingen måde er i strid med dansk lov og sædvane, og talsmanden for Islamisk Trossamfund gik på skærmen, var det pludselig en anden person.

Men uvirksom er Ahmed Akkari ikke, så meget er der sivet ud. Og for os, der oplevede ham i tv-interview, da krisen var på sit højeste, ville det også være helt utænkeligt. Aldrig har nogen set mere ligeglad ud, når afbrændinger af ambassader og flag, boykot, blodudgydelser, demonstrationer og dræbte kom på tale.

Akkari har ikke fortrudt, han har set lyset og er blevet en helt i Mellemøsten. For millioner af ikke-muslimer blev han ikke desto mindre en indikator om truende grusomhed og mørke.

Breaking News: De Radikale forlader dansk politik

I følge sædvanligvis velunderrettede kilder vil De Radikale forlade dansk politik. Rygterne har igennem længere tid svirret på Christianborg. I dagens velafbalancerede og sobre meningstilkendegivelse slår Marianne Jelved tonen an og giver i et eksklusivt interview med Limewoody baggrunden for den i dansk sammenhæng noget overraskende beslutning.

“Folket har svigtet De Radikales tillid, og derfor har vi besluttet at vælge os et andet. Vi har siden 1980´erne kæmpet en daglig kamp for at erstatte den danske befolkning med en anden befolkning”, lyder det over en noget dårlig håndtaskeforbindelse. Den radikale politiske ordfører fortsætter; “Men siden 2001 er vores linie forstyrret af et vælgerbefolkningsflertal, der er farligt for sig selv og for landet. Vi vil simpelthen ikke acceptere det”, lyder det afsluttende.

I en kommentar til beslutningen udtaler Niels Helveg Petersen, at han er enig  og at det er en god og rigtig beslutning, og at partiet vil gøre gavn, hvor det end kommer hen. “Det er naturligvis også sørgmodigt at sige farvel til Danmark – hvor havde landet været i dag hvis ikke vi havde været til?”, lyder det fra en tydelig rørt Niels Helveg Petersen.

På spørgsmålet, om hvor De Radikale har tænkt sig flytte hen, er svarene noget overraskende tvetydige. Men ifølge flere af hinanden uafhængige kilder, tales der om Sverige eller et land i Mellemøsten. En kilde tæt på den radikale folketingsgruppe, som Limewoody har haft kontakt med siger, at valget nok falder ud til et Mellemøstligt lands fordel. “Mange lande er så rige, at De Radikale med glæde vil dele deres penge ud. Det har vi  store erfaringer med”, hedder det.

Det lykkedes at fange de rakale folketingspolitikere Simon Emil Ammitsbøl og Klaus Bondam i Snapstinget: “Er I ikke bange for menneskerettighederne, hvis nu I flytter sammen til – lad os sige – Saudi Arabien?”. “Gud nej, ih altså..nu må vi være fri”, fniser de to i skøn samdrægtighed – “Vi har sandelig ingen intentioner om at flytte sammen – hverken her eller i Saudi Arabien”.

Heller ikke Elsebeth Gerner Nielsen er bekymret over menneskerettighedssituationen i sit nye land: “Vi I det Radikale har gode erfaringer med at opføre os som ridefogeder, så vil vil indføre træhesten i stedet for halshugning. Det er da fremskridt”.

Man må formode at dette emne er noget vi vil komme til at høre mere til i fremtiden.

———————————————————————————–

UPDATE:#1

I løbet af natten og her til morgen reaktionerne på De Radikales beslutning om forlade Danmark strømmet ind.

Anders Fogh Rasmussen udtalen i en kort kommentar gennem sin pressechef, at han er forundret over den radikale beslutning: “Jeg er forundret”.

Udenrigsminister Per Stig Møller blev i den sene i Nyhederne citeret for at sig at han ikke helt vidste hvad han skulle mene om den overraskende Radikale beslutning. “Det er en helt ny situation, som det er svært på nuværende tidspunkt, at mene noget eksakt om. Men jeg tror at det på længere sigt vil vise sig hvilken indflydelse det får”, lyder det fra udenrigsministeren.   

Helle Thorning-Smith er ikke mindre forundret, og det lyder videre fra den Socialdemokratiske partiformand over en dårlig Gucci-taskeforbindelse, der skyldes, at hun er på trekking-ferie i de Sydlige Andesbjerge: “Jeg er som helt forandret”. Thorning-Smith forventes hjemme, så hun kan nå på skiferie et sted Tjekkiet i påsken.  

Limewoody fangede Villy Søvndal, der lige var stået ud af hængekøjen og over en sur morgensutforbindelse udtalte han på vegne af hele den Socialistiske Folketingsgruppe: “Jeg er forbandet. Det er jeg. Og så er der ikke mere at sige om den sag. Det er meget indviklet med denne hængekøje”, slutter han skarpt.

Frank Åen og Enhedslisten udtaler i en 800 siders trefarvet fælles resolution der tæller blandt andet Abu Laban, Ahmed Akkari og Jihadister for Fred og Dialog, Dansk Fællesfront for Mujahidiner og Fred og Dialog, Muslimsk Sværd og AK47 for Dialog og Fred, Profetens (Puba) Hellige Martyrer for Fred og Dialog, Iranske Martyrers For Fred og Dialogs Danske Afdeling, Foreningen Oprør for Fred og Dialog, FETA, samt en lang række foreninger og prominente forfattere, kunstere, filmfolk: Vi ønsker fred og dialog mellem alle folkeslag og kulturer, lyder budskabet i resolutionen. Den opfordrer endvidere regeringen til at tage initiativ til afholde udgifterne i forbindelse med en lang række landsdækkende arrangementer, som en i forbindelse med tiltaget nedsat komité vil etablere under mottoet: “Fred, forsoning og dialog under et fælles banner”.

———————————————————————————–

Update#2:

Limewoody har gennem hele mandagen forsøgt at få en kommentar fra Dagbladet Politikens chefredaktør. Men forgæves.

Erik Meyer Karlsen fra BT: De Radikale har længe simret i den grød de har kogt for dem selv. Vi må se om ikke det i virkeligheden er et politisk stunt. De folk gør alt for at komme i medierne. Og er der noget det kreative segment ikke kan lide, så er det, at de bliver usynlige i vælgerbefolkningens øjne. Og deres tone bliver mere og mere skinger. Men såfremt der er noget reelt i denne sag, så fred med det.

JyllandsPosten skriver i en leder: Dette arrogante og lille elitære parti, som de sidste mange år kun har haft den berettigelse i folkets øjne kun at ville indflydelsen og magten for magtens skyld – har nu taget den beslutning, andre har haft på fornemmelsen, skulle være taget for lang tid siden. Uden syn for kommende generationer og uden syn for historiske realiteter har partiet forfulgt en politik uden opbakning i den brede befolkning, som har haft katastorfale følger. Vel at mærke en vej som er lagt til rette af andre politiske kræfter, og som partiet i sin iver efter at være duksen i klassen har påført en befolkning, der i alle væsentligt ikke er blevet gjort bekendt med følgerne af den førte politik. Heller ikke Venstrefløjen som helhed og også borgerlige politikere har fulgt en politisk vej, der med rette kan kaldes for populofobisk, selvbedragerisk og ret beset forræderisk. Det store forræderi er dog, at de der i tide gjorde indsigelser og advarede om konsekvenserne af den førte “flygtningepolitik”, blev svinet til og hånet og sat i den Offentlige Gabestok af alt, alt for villige medier og “kulturpersonligheder”.

———————————————————————————–

Update#3:

Det er på nuværende tidspunkt ikke lykkedes at få en kommentar fra Tøger Seidenfaden. Et faktum som flere uafhængige kommentatorer finder besyndeligt. “Det er en besyndelig situation, at chefredaktøren, der ellers ikke har for vane at tie i den offentlige debat eller overhovedet lade andres komme til orde i disse dage forholder sig tavs”, lyder det fra Raph Pittelkow:”Jeg er forundret”.

Heller ikke har det været muligt at få en kommentar fra Poul Nurup Rasmussen. “Det er de urenes skyld”, lyder det helt gammeltestamenteligt i en kommentar udsendt af Lone Dybkær i mandens fravær.